Smukfest 2013 - Onsdag, Smukfest 2013.
Smukfest 2013 har allerede for mange unge festivaldeltagere været et faktum i tre dage i udkantsområdet - KærligHeden - med levende musik fra upcoming bands. En slags minifestival i den store festival, hvor nogle i løbet af ugen slet ikke når til den store. Her har unge talentspirer meldt sig til at dyste på Live Camp scenen om at stå på Bøgescenen onsdag eftermiddag og deltage i den officielle åbning af årets festival i Skanderborg. Vinderen blev den dansk-serbiske rapper SukkerLyn, og stemningen foran scenen ved åbningskoncerten var helt i top.
Der er igen sket store ændringer, hvad angår de fysiske rammer for festivalpladsen. Den gamle hovedindgang ved Capri blev sidste år lukket ned og flyttet til Sherwoodskoven. Men derudover er bodgaden fra Capri mod Badeanstalten nu blevet en integreret del af festivalpladsen, så festivalgæster uden armbånd er henvist til de boder, der er blevet placeret i og omkring Sherwood. Den gratis scene mod byen, tidligere kaldet Blusen, har også ændret karakter, idet de mange gode aktiviteter for børn, der de senere år var i teltet om dagen, nu er indstillet. Det er ganske positivt, at Cirkus Krone afholder forestillinger i midtbyen i stedet, men selve festivalens oprindelige familiehygge er mindre synlig. Musiktilbuddene er samtidig blevet bredere, og derfor er betegnelsen for stedet nu Spilledåsen.