Skanderborg

Smukfest 2014 - Gratis fadøl

Skrevet d. 2014-03-03

Smukfest 2014 - Gratis fadøl

Selvom Smukfest er begyndt at lukke dele af festivalen ned om søndagen, så skal dagen ikke snydes for en fest i skoven. Afslutnings koncerten ligger naturligvis søndag aften, og ingen ringere end D-A-D har fået årets ære at lukke og slukke. I år bliver søndagen dog lidt speciel, for festivalen byder på gratis fadøl og sodavand hele dagen.


Et smukt samarbejde mellem Tak Rock/Royal Unibrew og Smukfest, gør at du ikke behøver trække læderet op af lommen, hvis du kan nøjes med fadøl og sodavand på årets sidste festivaldag. Formand for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye, siger om initiativet: "Vi ønsker at lukke og slukke for Smukfest 2014 med en herlig happening og et brag af en fest, hvor vi sammen med vores samarbejdspartnere i Royal Unibrew og deres Tak Rock projekt, hylder alle vores gæster og alle vores medhjælpere, ved at sætte fadøl og sodavand fri søndagen igennem. En stor omgang på vores regning, som tak for deres opbakning!"


Alle gæster med partoutbillet og alle medhjælpere er automatisk inviteret til denne søndags-happening på Smukfest. Der sælges desuden et begrænset antal søndagsbilletter for kr. 350,- pr. styk. Disse kan kun købes i Skanderborg, ved personligt fremmøde på Walthers Musikcafé. Salget af disse søndagsbilletter starter 10. marts kl. 12.00 og der kan kun købes 2 billetter pr. fremmødt person. Søndagsbilletterne giver kun adgang til Smukfest om søndagen, inkl. fri fadøl/sodavand, mulighed for at slå telt op (kun fra søndag - mandag) og for at bruge festivalens øvrige faciliteter som shuttlebus og parkering samme dage.



Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2015, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
0828181724