Skanderborg

Smukfest 2013 - Torsdag

Skrevet d. 2013-08-08

Bernhoft (14.00)

Undervejs på sin rejse fra den ene ende af verden til den anden indtager den norske sangskriver og multimusiker Jarle Bernhoft Bøgescenen med sit one-man show. I det ganske pæne vejr har en del festivalgæster fundet vej til pladsen og venter stille og roligt. Han springer ind på scenen med en energi, der straks forplanter sig til publikum. Hans stemme når fra dybet til falset på et splitsekund, og hans sangkraft trives i begge plan. Vi følger med i, at han i løbet af ingen tid med både guitar og piano og ved hjælp af de elektroniske muligheder spiller og synger lag på lag, så numrene kommer til at fremstå, som var de fremført af band med kor. Den jazzprægede musik når hurtigt ud til publikum, som klappende lægger det sidste lag. Det er umuligt, ikke at klappe med. Hits som C\'mon talk, Streetlights og Choices er selvfølgelig ikke til at komme udenom. Han går endda så vidt, at han lader elektronikken klare rytmen selv, kommer frem i front og opnår med sit smil og sin glæde den direkte kontakt med publikum. For to år siden i teltet på Smukfest, denne gang på Bøgescenen - det klarede han eminent.

Panamah (14.30)

Herefter forestår der en hurtig tur igennem festivalområdet ned til Rytmehans, for lige at overvære Panamahs sidste numre af deres koncert. Et dansksyngende elektro-popband, der dukkede op i æteren 2010, var at finde på Live Camp i 2011 og sidste år stod på P3-scenen her på Smukfest. Som pigen i front, Amalie Stender så smukt sagde, så kunne vi måske finde dem på Bøgescenen næste gang. Det er slet ikke utænkeligt med den stemning, de skabte her hos et nærværende og medsyngende publikum på den tætfyldte plads foran Rytmehans. Til den tid vil deres kommende udgivelse have været i butikkerne i en række måneder og musikken være en kendt del af repertoiret. Dette års iørefaldende hits DJ Blues og Børn af Natten blev flot modtaget af publikum. Udover forsangeren med den varme stemme Amalie Stender består kernegruppen af DJ producer Anders Christensen og den jævnaldrende guitarist Peter Lützen, der har kendt hinanden siden gymnasietiden.

The Blue Van (16.15)

Efter en stund med behagelig poplyd og danske tekster indtages Rytmehans-scenen af det nordjyske rockband The Blue Van med Steffen Westmark som forsanger og guitarist, den energiske Allan Villadsen på bas, Søren Christensen ved orgelet og Per Jørgensen på trommer. Man fornemmer straks, at de har turneret (både ind- og udland) og spillet sammen i en årrække nu. De har optrådt på Smukfest en del gange på de forskellige scener. Tilbage i 2011 stod de bl.a. på Bøgescenen søndag eftermiddag, og i 2012 kunne de høres i P3-teltet ved midnatstid. Denne gang blev det altså igen en eftermiddagskoncert, men det havde ingen negativ virkning på stemningen. Der var fuld fart over feltet på scenen, ja helt ud på scenekanten, og det \'medrockende\' publikum fik hurtigt sat pulsen i vejret. Da Shaka Loveless pludselig sprang ind på scenen til en fælles optræden med The Blue Van, hørtes publikums begejstrede reaktion som et sus i luften. Helt igennem en koncert, hvor man må overgive sig til musikken.

Mads Langer (19.45)

Så er vi tilbage på Bøgescenen i flot selskab med Danmarks store sangskriver Mads Langer og den lettere melankolske poplyd. I foråret udgav han sit fjerde album In These Waters, som røg direkte ind på toppen af albumhitlisten. Selvfølgelig spiller han flere numre herfra, men vi får også ret hurtigt nogle af de gamle kendinge, som er med til at knytte forbindelsen mellem ham og de mange tusinder velforberedte fans, der er strømmet til den store skråning foran scenen, parat til at følge og hylde ham igennem koncerten. "København fra en DC9" lyder det og bagefter står han ganske ydmyg, glædesstrålende og ganske let hovedrystende på scenen med sit band bag sig, bl.a. hans tidlige barndomsven Asger Møller på trommer. "You're not Alone" tænker vi og synger med. Også under sangen "Overgi'r mig langsomt" understøttes han af et kæmpe publikumskor, der kan høres helt oppe på de bageste rækker. De mange fans har fuld kontrol over teksterne. Han bliver bare bedre og bedre!


Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2015, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
1208151917