Skanderborg

Smukfest 2013 - Lørdag

Skrevet d. 2013-08-10

Shaka Loveless (15.45)

Efter at den næsten lokale rapper Shaka Loveless var på lynvisit i går på Rytmehans, da The Blue Van gav koncert, overtager han nu selv scenen for en hel koncert, altså Bøgescenen, og med kæmpesucces. Han befinder sig i konstant i bevægelse over hele scenen og bevæger sig fint i periferien af rap. Reggaerytmerne i "Tomgang", der var hans debutsingle som solist, ligger som fed basis for en forrygende performance, der straks forplanter sig ud til det store publikum over hele området. Det er en rytme, som absolut skyder humøret i vejret og gør det umuligt ikke at rokke med. "Ikke mere tid" er gribende, går ind under huden og får publikum til at brænde med. Smukfest behøver ikke de dyreste topnavne for for at skabe publikumstilstrømning og intensitet. Efter at være blevet præsenteret for den nye single "Dengang du græd", afventer vi med spænding Shaka Loveless's andet album, der efter sigende skulle indeholde noget mere R+B. Han er en yderst lovende kunstner, der har arvet sin fars (den herboende, amerikanske bluessanger James Loveless) musikalske gener.

Marie Key (21.30)

Vi har her en fremragende sangskriver, der fanger os lige der, hvor vi er. Endnu en sanger, der begyndte i et band, men har havde så meget at give, at der blev prøvet kræfter med et soloalbum. Hun opnåede succes i Karrierekanonen med sit Marie Key Band i 2005. Seks år senere udsendtes det første soloalbum "I byen igen". Men allerede året efter kom det næste album "De her dage", der fjernede enhver tvivl om hendes styrke. Festivalgæsterne er således stimlet sammen, så der ikke levnes bevægelsesplads, og festen kan begynde. Et overvældende stort publikum tager imod Marie Key med kyshånd og klapsalver. Hendes tekster går lige ind og bliver hængende. Der synges derfor straks så meget med, at det er lige ved at overdøve hendes befriende smukke, afslappede og nænsomme stemme. Men hun kommer efter det. Synd for de mange, der gerne ville have hørt hende, men slet ikke kunne komme frem. Hun begyndte på P3-scenen, nu Rytmehans, og så må Bøgescenen også være hendes næste år.


Saybia (23.30)

I går leverede Søren Huss en flot præstation på Bøgescenen med udgangspunkt i hans to soloalbums "Troen og Ingen" og "Oppefra og Ned", der blev formet hhv. tre og fire år efter hans tragiske tab af kæreste. Man mærker, hvorledes håbet er forankret i melankolien, og hvordan sorgen og oprigtigheden yderst stærkt kommer til udtryk ved, at han har skrevet teksterne på dansk. Man rives med i hans personlige udvikling fra kaos til lysningen forude.

Og nu - blot halvandet døgn senere - står han så i front for Saybia på Rytmehans, hvor de velspillende giver os de fleste numre fra deres debutalbum "The Second You Sleep", topscoreren fra 2002 og supplerer med andre sange. De holdt ganske vist en pause som gruppe fra 2008 til 2010, men de kom tilbage, og der er stadig en formidabel kraft og intensitet i fremføringen af de gamle melodiske numre. Som ekstranummer fik vi "I surrender", og det må vi foran scenen sandelig også gøre. Det er stærkt gjort af Søren Huss at være en så afgørende del af Saybia sideløbende med en kunstnerisk smuk solokarriere.


Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2015, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
1208151832