Skanderborg

Smukfest 2012 - Torsdag

Skrevet d. 2012-08-09

Mads Langer (17.45)

Tidligere har man kunnet opleve den unge sangskriver og sanger Mads Langer med den unikke, smukke og melankolske stemme i P3-teltet. I år fik han mulighed for at indtage Rytmehans-scenen med sin følsomme musik, der gik rent ind hos publikumsgæsterne. Han debuterede med albumudgivelse i 2006, men startede allerede som barn ved klaveret og supplerede senere med guitaren. Hans kontrakt med Sony lyder på 3 albumudgivelser, hvoraf det første "Behold" udkom internationalt sidste forår. Følsomheden i hans musik er intens, så man kan med spænding se frem til et kommende album. Hvilken retning vil det bevæge sig i og kan der måske sprænges nogle rammer? Han vil bestemt være velkommen igen på næste SMUKFEST. At opleve ham live med band giver lige musikken en ekstra dimension.

Stig Møller Trio (18.45)

Sikke´n dejlig dag det bliver!"
For 30 år siden spillede troubaduren Stig Møller første gang denne børnesang på festivalen. Siden da har han stort set været et fast indslag enten på en af scenerne eller som morgenhilsen foran hovedindgangen. Lige indtil i år! De store omlægninger i forbindelse med den nye hovedindgang har betydet, at der åbenbart ikke længere var plads til ham. Nu var han så her i aften i BLUSEN sammen med Hans Fagt på trommer, Peter Ingemann på bas og et dejligt lille kor. Et veloplagt publikum sang lystigt og traditionen tro med på "Jeg er havren, jeg har bjælder på". Det kan næsten ikke blive mere pæredansk, og forventningens glæde til jubilæumskoncerten på Bøgescenen på søndag er stor.


Tim Christensen and The Damn Crystals (20.00)


For to år siden fik gæsterne på SMUKFEST en kæmpe oplevelse med Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen i forgrunden som led i deres come-back turné. Blot en måned senere spillede de sammen for sidste gang. Nu havde publikum igen samlet sig foran Bøgescenen, hvor Tim Christensen skulle optræde med sit nye og velspillende liveband "The Damn Crystals", der består af guitarist Lars Skjærbæk, Christoffer Møller på keyboards, Jesper Lind på trommer og bassisten Søren Koch. Der blev leveret en formidabel rockkoncert, hvor der var plads til både nye numre fra den seneste periode sammen med den nuværende backinggruppe, og en del af de ballader, man forbinder med Tim Christensen fra hans lange solokarriere. Dygtigheden og rutinen ligger i rygraden, men oplevelsen er formidlet yderst veloplagt og dynamisk.

Blur (22.00)

Dagens og velsagtens hele festivalens hovednavn var det engelske britpop rockband BLUR, der har været et af de mest betydningfulde bands i nyere tid i konkurrence med bl.a. Oasis. Efter flere års pause blev BLUR gendannet i 2009, hvor de indledningsvis dengang gav koncert i Hyde Park og derefter fortsatte turnéen til andre udvalgte steder. Det var de fire oprindelige bandmedlemmer, forsanger Damon Albarn, Dave Rowntree på trommer, bassisten Alex James og guitaristen Graham Coxon, der havde været væk fra gruppen i 7 år. Her i 2012 strømmede publikum til og var oplagt med fra begyndelsen af koncerten, hvor der blev indledt med den velkendte klassiker fra slutningen af 90'erne "Girls and Boys". Derefter fulgte de mange hits, der rækker langt ud over den umiddelbare britpop genre. Blandt andet fik vi "Out of time", hvor bandet fik hjælp af lutspilleren Khyam Allam som gæstesolist sammen med kor og blæsere. Denne koncert på Smukfest vil nok - efter gruppens eget udsagn - være en af de absolut sidste muligheder for at opleve dem, men alt kan forhåbentlig ske, deres alder taget i betragtning. Alt i alt gav Blur publikum en forrygende, imponerende og intens oplevelse, som absolut ikke burde være den sidste gang.


Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2015, SKANDERBORG.info. Alle rettigheder forbeholdes.
0525041327